“Jeg tror også det er derfor sproget gennemgående er ført i manifestets agiterende toneleje i Mycelium. Som en markering af alvor, af samfundsnedbrydelse, af (seksual)politisk konflikt. Der er ikke blot tale om den sidste, nye perverse trend. Der er tale om en politisk nødvendighed som finder sit perverse udspringspunkt i røvhullet: “I enden nedbrydes og sammenblandes alt. Udslettelsen af enhver forskel, at trænge ned i væren, antager en ekskremental karakter”. Røvhullet er altså det perverses sted fordi røvhullet er det sted der nivellerer alle forskelle og udskider en besudlet, tabuiseret masse. Men samtidig er det vigtigt at dette sted forbliver usikkert. Den besudlede masse må ikke helliggøres, røvhullet må så at sige aldrig blive Gud, for så falmer stedet i endnu en assimilativ overtagelse.[…] Den perverse er altså den der fører overtrædelsen til den yderste konsekvens. Derfor er røvhullet også nært forbundet med en kærlighed til “alle de udstødte”. “Kan man tænke sig noget mere anstødeligt, en større hån imod den herskende anstændighed, end fattige, bådflygtninge, sindssyge, tabere, ludere, stofmisbrugere, samfundets udstødte affald?”.
Den logik der gør sig gældende i Mycelium er derfor også en revolutionær logik, en logik der ikke acceptere gradvise tilpasninger og indordninger, men derimod taler for en totalomvæltning af de normative strukturer. Det er selvfølgelig ekskluderende overfor nomaten, men det er måske den allerede ekskluderes eneste tilbageværende rettighed? Selv at kunne vælge sine kampfæller: “Den perverse finder glæde i denne spottende hån”.”
Læs mere:
http://floret.se/kussen-og-roven/
“I also believe this is why the language throughout Mycelium is carried in the manifesto’s agitating register. As a marker of seriousness, of social disintegration, of (sexual-)political conflict. This is not merely a matter of the latest new perverse trend. It is a political necessity that finds its perverse point of origin in the asshole: ‘At the end, everything is broken down and mixed together. The annihilation of every difference, the penetration into being, assumes an excremental character.’ The asshole is thus the site of the perverse because the asshole is the place that levels all differences and excretes a defiled, tabooed mass. But at the same time it is crucial that this site remain unstable. The defiled mass must not be sanctified; the asshole must, so to speak, never become God, for then the site fades into yet another assimilative appropriation. […] The pervert, then, is the one who carries transgression to its utmost consequence. This is why the asshole is also closely connected to a love of ‘all the outcasts.’ ‘Can one imagine anything more offensive, a greater mockery of prevailing decency, than the poor, boat refugees, the mentally ill, losers, whores, drug addicts—the expelled waste of society?’
The logic at work in Mycelium is therefore also a revolutionary logic—a logic that does not accept gradual adaptations and accommodations, but instead argues for a total overturning of normative structures. This is, of course, exclusionary toward the nomad, but perhaps this is the only right that remains to the already excluded? To be able to choose one’s own comrades-in-arms: ‘The pervert finds pleasure in this mocking derision.’”
