Category: Press

Posted on

Powerful reading of Becoming Bird by Den 4. Væg

Powerful reading by Den 4. Væg and very relevant thoughts on the potential of art. Thank you so much for that.

“Becoming Bird træder helt over tærsklen med dette ritual, der markerer en nyslået pagt mellem naturen og mennesket. Jeg beundrer folk, der lider for det, de tror på, og det er ikke for lidt sagt, at Becoming Bird rækker helt ned i lidelsens afgrund. Med både audiowalk og den rituelle pagt rammer forestillingen en øm nerve og demonstrerer, at kunsten kan være langt mere end bare et tilflugtssted fra en fucked up verden. Kunsten kan og bør være et decideret konfrontationsfelt, hvor alle overflødige lag bliver skrællet af, så det eneste, som står tilbage, er, hvad det vil sige at være til. Kun ved at stille det spørgsmål kan vi som samfund ændre den måde, vi ønsker, verden er på. Men det kræver, at vi kan se hinsides os selv og forstå, at naturen er den sande evighed og altid vil være her, selv når vi som mennesker er væk.”

foto: Martin Høyer

“Becoming Bird steps fully across the threshold with this ritual, which marks a newly forged pact between nature and humankind. I admire people who suffer for what they believe in, and it is no understatement to say that Becoming Bird reaches all the way down into the abyss of suffering. Through both the audiowalk and the ritual pact, the performance strikes a tender nerve and demonstrates that art can be far more than merely a refuge from a fucked-up world. Art can and should be an outright field of confrontation, where all superfluous layers are stripped away, leaving only what it means to exist. Only by posing that question can we, as a society, change the way we want the world to be. But this requires that we are able to see beyond ourselves and understand that nature is the true eternity and will always be here, even when we as humans are gone.”

Posted on

Politiken var “Til messe i Mayhem – med Thales, Sade og Beyoncé”

“Et atmosfærisk, droneagtigt lydlandskab og et bagtæppe med skiftende illustrationer akkompagnerer oplæsningen, der langsomt tager form. En person træder ud af halvcirklen og bevæger sig hen til mikrofonen: »Bliver pladsen for trang, må det skyde frem«, lyder det, og det er både en biologisk observation og en samtidsdiagnose, finder jeg hurtigt ud af.”

Læs Politikens omtale her:

Til Messe i Mayhem

 

Posted on

Floret on Mycelium #1

“Jeg tror også det er derfor sproget gennemgående er ført i manifestets agiterende toneleje i Mycelium. Som en markering af alvor, af samfundsnedbrydelse, af (seksual)politisk konflikt. Der er ikke blot tale om den sidste, nye perverse trend. Der er tale om en politisk nødvendighed som finder sit perverse udspringspunkt i røvhullet: “I enden nedbrydes og sammenblandes alt. Udslettelsen af enhver forskel, at trænge ned i væren, antager en ekskremental karakter”. Røvhullet er altså det perverses sted fordi røvhullet er det sted der nivellerer alle forskelle og udskider en besudlet, tabuiseret masse. Men samtidig er det vigtigt at dette sted forbliver usikkert. Den besudlede masse må ikke helliggøres, røvhullet må så at sige aldrig blive Gud, for så falmer stedet i endnu en assimilativ overtagelse.[…] Den perverse er altså den der fører overtrædelsen til den yderste konsekvens. Derfor er røvhullet også nært forbundet med en kærlighed til “alle de udstødte”. “Kan man tænke sig noget mere anstødeligt, en større hån imod den herskende anstændighed, end fattige, bådflygtninge, sindssyge, tabere, ludere, stofmisbrugere, samfundets udstødte affald?”.

Den logik der gør sig gældende i Mycelium er derfor også en revolutionær logik, en logik der ikke acceptere gradvise tilpasninger og indordninger, men derimod taler for en totalomvæltning af de normative strukturer. Det er selvfølgelig ekskluderende overfor nomaten, men det er måske den allerede ekskluderes eneste tilbageværende rettighed? Selv at kunne vælge sine kampfæller: “Den perverse finder glæde i denne spottende hån”.”

Læs mere:

http://floret.se/kussen-og-roven/

“I also believe this is why the language throughout Mycelium is carried in the manifesto’s agitating register. As a marker of seriousness, of social disintegration, of (sexual-)political conflict. This is not merely a matter of the latest new perverse trend. It is a political necessity that finds its perverse point of origin in the asshole: ‘At the end, everything is broken down and mixed together. The annihilation of every difference, the penetration into being, assumes an excremental character.’ The asshole is thus the site of the perverse because the asshole is the place that levels all differences and excretes a defiled, tabooed mass. But at the same time it is crucial that this site remain unstable. The defiled mass must not be sanctified; the asshole must, so to speak, never become God, for then the site fades into yet another assimilative appropriation. […] The pervert, then, is the one who carries transgression to its utmost consequence. This is why the asshole is also closely connected to a love of ‘all the outcasts.’ ‘Can one imagine anything more offensive, a greater mockery of prevailing decency, than the poor, boat refugees, the mentally ill, losers, whores, drug addicts—the expelled waste of society?’

The logic at work in Mycelium is therefore also a revolutionary logic—a logic that does not accept gradual adaptations and accommodations, but instead argues for a total overturning of normative structures. This is, of course, exclusionary toward the nomad, but perhaps this is the only right that remains to the already excluded? To be able to choose one’s own comrades-in-arms: ‘The pervert finds pleasure in this mocking derision.’”