Menneske, det her handler ikke om dig.
Menneske, stop dit selv og lyt.
Menneske, jeg er kommet for at lære dig om den sidste gris.
Menneske, jeg taler til dig fra munden af brønden på det åbne torv og brønden er min bedste ven og brønden forstærker min stemme, men den er stadig svag og forvrænget af tidens rå klippefremspring.
Menneske, brønden er besat af åbenbaring.
Menneske, betragt den gade du står på. Hvor kommer den fra? Hvor er den på vej hen? Ikke kun i rum, men i tid. Hvad er dens vektor og koordinater i kosmos? Møllegade var engang en veksel, trådt af vildsvin forført af hinandens lugt, gennem tæt krat og urskov. Instinktiv fugleflugtslinje mod vandhul. Hvem husker det nu? Hvem blandt jer har levet længe nok til at fortælle om den store stilhed under kronerne i tiden mellem istiderne? Om lysets kvalitet før lejrbålenes tid? Om fryden ved at finde en trøffel og æde den i fred? Hvem kan med det ene øje se den mindste modstands sti i skoven og med det andet den ensrettede asfalt forbi mosaisk kirkegård?
Sådan er historien, menneske. Skjult i tingene, usynlig for den, der endnu ikke har fået den fortalt.
Menneske, tag dine fødder. Under dem, under puderne på dine sneakers, der ødelægger din forbindelse med jorden, under asfalten, ligger de bugnende kloakker, hvis nuværende indretning og kapacitet er et direkte resultat af kødbyernes behov for at lede blodet fra de slagtede dyr ordentligt væk, fordi den gamle metode med reservoir under skafottet, tiltrak fluer, der lagde æg i det nyslagtede, blotlagte kød.
Menneske, jeg lærer dig at se. Hvad der er sket. Hvad der sker. Hvad der kommer til at ske. Dine øjne er blevet vant til rette linjer, dovne og blaserte af al den by. Se nu efter. Bid mærke i de knækkede kviste, det let nedtrådte græs, duften af pels. Se stien der åbner sig mellem død og hygiejne, mellem slagtning og sanitet. Se lysningen dæmre på afstand. Hvad tror du der venter forude? Tror du, at tingenes orden varer ved? At toppen af fødekæden ikke er en udsat position? Menneske, du er verdens mørke. En stad, som ligger på et bjerg kan ikke forsvares mod artilleri. Menneske, du tror jo ikke engang på kødets genopstandelse og dog nægter du naturen adgang til dine døde. Gemmer dem bort i trækasser for at sænke stofskiftet, hindre lyset i at nå frem og gøre sin ting. Tupperware stoppet med kroppe, mens naturen sulter. Menneske, mærk dine fødder. Mærk suget fra verden under verden. Mærk suget fra den åbne himmel. You are wanted. Dead or alive. Vi vil have dig. Ikke dit dyrebare selv, men dit stof, det, du holder for dig selv.
Menneske, jeg lærer dig at se mennesket for hvad det er. Et stykke stof i fatal og produktiv strid med sig selv. Et dyr, der gik i en fælde og fik smag for sig eget blod, da det skulle gnave sig fri.
Jeg taler til dig og jeg siger, at fremtiden ligger begravet i luften, på samme måde som fortiden ligger begravet i jorden.
Menneske, hvordan tror du det her kommer til at se ud i det store regnskab?
Hvad er ruinværdien af en boligblok? En boghandel? En katedral? Tror du virkelig det er første gang mineralerne i jorden er blevet udvundet til konstruktion?
Menneske, jeg ser nu, at du misforstår. Fremtiden tilhører ikke dig. Og fortiden er noget du forestiller dig. Dårligt. Som sagt, så handler det her ikke om dig. Jeg taler til dig fra munden af brønden. Munden. Det er dig, der ligger på bunden, knækket og tragisk. Det er dig, der ser op gennem mørket til mig. Se op til mig. Se. Se mig bryde lyset og gro sprækket glorie.
Jeg er her ikke, jeg er i fremtiden, hvor du ikke kan følge med. Hos grisene. Men man må ikke tage mennesket med sig ind i himlen. Udyr er forment adgang. Og du? Du er så tæt på begyndelserne, at du sikkert ville kunne finde den, hvis du ellers vidste hvor du skulle lede. Finde hvad? Den sidste gris, selvfølgelig. Jeg er den sidste gris’ forkynder. Den første gris’ profet.
Den sidste gris. Det var et velkendt problem på slagterierne. Grise er sociale dyr og med deres hvin i transport mod aflivningen, lader de hinanden vide, at noget er helt galt. Luften suppet helt til af angst og stresshormoner. Når den sidste gris indser at den er alene, at den ikke længere kan høre kropslyde og grynt fra de andre, går den i panik og forsøger at stikke af. Komme væk. Undslippe. Smadrer sig selv mod vægge og tremmer. Det giver blå mærker og brækkede lemmer. Det er det man talte om, når man på din tid talte om stresset kød.
Den sidste gris går rundt derude.
Måske ikke i dag, men så i morgen. Den lever godt og skjult blandt kroppene af alle de andre grise og når maskinens tænder endelig går i stå om dens krop, vil det føles som at slå metal mod metal med bare hænder og chokket vil forplante sig i din krop. Som et lille frø af anger.
Således bliver den sidste gris til den første gris. Således begynder den store selvafvikling. Du kan benægte det så meget du vil, men jeg ved hvad der kommer til at ske. Jeg har set frugten og frøene. Der vil, i en vis forstand, stadig findes mennesker, men de vil være som mig. Tjenende ånder. Lykkelige og fredfyldte. Tømte for mening og anden forfængelighed.
Frivilligt vil du og de fleste gå ind i lysningen for enden af stien og det fortættede mørke, du bærer rundt på, vil blive opløst som en dråbe blod i en balje vand.
Menneske, har du aldrig overvejet, at når du fodrer grise med frø, fodrer du dem med fremtiden? Menneske, jeg smider svinefoder for dine fødder og selv de frø, der bliver fejet væk eller skyllet ned i kloakken, vil, før eller siden, finde fodfæste i jorden. De vil spire, det er deres natur, spire ned gennem fortiden for at kunne strække deres stængler op gennem den rene luft, mod den rene fremtid.
Menneske, jeg er kommet for at lære dig om den sidste gris.
Kommet for at sætte den første gris fri og lade den tygge sig gennem tremmerne i dit hukommelsespalads.
Menneske, jeg er kommet for at lære dig at mennesket ikke er noget, der skal overvindes. Mennesket er overvundet. Pakken er på vej. Track and trace. Mennesket er en maske, mørket har båret rundt på for længe, et afhugget hoved holdt op som skjold mod naturen. Nu lukker vi ballet. Drik din øl, hør dine digtere ud, men lad noget andet få den sidste dans.
Menneske, hører du anklagen i det ord? “Menneske!”
Menneske, lad dig selv falde ned i brønden på det åbne torv.
VI SÆTTER KOLLEKTIVET OVER EGOET
FREMTIDEN OVER FORTIDEN
KUNSTEN OVER NYTTEN
MENNESKET UNDER JORDEN
JORDEN OVER MENNESKET
GRISENE OVER MENNESKET
DETTE ER VORES TOTEMPÆL
FREMTIDEN ER SVINSK
“Denne tekst er fra 2018 og blev opført til litteraturfestivalen Lyse Nætter”
