Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Solen er blot én blandt uendeligt mange stjerner, der kredser om et gigantisk sort hul.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
En gang vil den dø. I sin dødsrallen vil den vokse sig enorm og sluge sit solsystems planeter.
Den røde kæmpestjerne vil omsider trække sig sammen og blive kold, hvor den efter oceaner af tid, der overstiger vores fatteevne, vil blive opløst, blive til en indifferent masse og fortabe sig i alt andet. Intet.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Ifølge pessimisten Mainländer er kosmos guds fortsatte død og rådnende korpus. Bevægelsen fra enhed til opløsning til intet. Vi lever guds død. En stadig tiltagende entropi.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Vores solen er blot en blandt utallige. Et forsvindende kort blink omsluttet af et uendeligt mørke.
Som gnister af et bål der ikke er.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Nyplatonikerne betragtede solen som et billede, en sunthemata, af en bagvedliggende sol. Bag billedet af solen var den egentlig sol og bag den egentlige sol, det éne.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Jeg har sol i mine øjne
De stråler som ild
Jeg har sol i mine årer
Den flyder som blod
Jeg har sol i mine arme
Den griner som børn
Jeg har sol på mine læber
Den tier som ord
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Ifølge Proclus var heliotroperne, når de bevægede sig i overensstemmelse med solens bevægelse over himlen, i en tilstand af bøn. At bevæge sig i samklang med de kosmiske bevægelser var bøn.
Således var det ikke “jeg” der bevægede mig, men hele kosmos der bevægede sig i mig. Men kosmos emmede endnu af evighed.
Efter guds død er kun bevægelsen tilbage.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
At bede er at dø.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Aldrig så et øje solen, hvis det ikke allerede var sol-lignende (Plotin).
Solen er vævet ind i øjets biologi, som fluen allerede spiller med på edderkoppens net. Solen og øjet er slægtninge. Øjets blinde punkt er solen bag solen. Iris et sort hul.
Vi kan ikke stirre på solen, da den således vil kalde sine slægtninge tilbage i branden.
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Jeg har sol i mine tarme
Den nedbryder som lort
Jeg er solen. Jeg er det, der dør.
Myceliet spreder sig som lysende nervetråden under jorden.
Snart vil det skyde.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Kan man bede i et kapitalistisk samfund? Forbrugeren beder og realiserer sig selv i forbruget. Den fastholder jeget i sin bøn og fornægter dermed døden. Jeg kan kun rage til mig eller gå under.
Just do it!
Impossible is nothing!
I’m loving it!
Because I’m worth it.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Både kapitalismen og fascismen approprierer sol-energi. Den førstnævnte ved at transformere det til forbrugerprodukter, eksempelvis olie og kul, og den sidstnævnte ved at koncentrere den i en førerskikkelse, en inkarnation af det suveræne hinsides. På forskellig vis antager de begge sol invictus, den uovervindelige og udødelige sol. Kapitalismen antager sol invictus implicit i dets krav til uendelig vækst, og fascismen, i førerens hellige suverænitet. Hverken fascismen eller kapitalismen har afskaffet forestillingen om evighedens opnåelighed.
Men solen dør. Den forbruger sig selv. Og i processen fortærer den sig selv uden at få noget igen. Vi, alt liv, er alle afkom af denne selvfortærende proces, der generøst uddeler sin egen død, på en måde der understøtter livet. Indtil den ikke gør det mere.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Efter guds død: Også forrådnelsen er en tilstand af bøn.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Vi slikker den salte sol af fremmede prostituerede kroppe på fjerne strande.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Den syriske solgud og romerske kejser heliogabalus blev hyldet som anarkist. Han klædte sig i kvindetøj. Dannede par med sin kusk som kaldte ham sin dronning. Giftede sig med tempel-jomfruen. Han dyrkede offerritualer hvor blod og vin flød på tempeltrappen. Han spottede magten og undergravede institutionerne.
Forstod han blot at solen var alles og ikke kejserens, forstod han blot at den ikke var udødelig, da var han måske blevet en sand anarkist.
Fascisterne er de sande anarkister, siger Sades libertinere i Salo.
Uanset hvad var Heliogabalus nok stadig blevet begravet i lort.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Midnatssol.
Også natten er en sol.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Efter guds død: At skide er en tilstand af bøn.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Du har sol i dine maskiner
De glinser af olie
Du har olie i dit plastik
Det fylder dit ocean
Du har oceaner i dine øjne
De dør, de dør
Hengemte somre i umindelig tid
Smører vores stivnede lemmer
Solen i zenit. Solen i nadir.
Europas hjerte fremsiger sin bøn: Ich liebe meinen Kanzler.
Sårets lysende rød smittes af rust, og bløder med tiden en betændt sol.
Først: Et Dannebro strukket uden korsets vinger.
Et stille, tresomt heil fra Kurz over Netanyahu og Frederiksen.
Jeget elsker sin kansler. Kriegst eh alles, was du willst.
Solen går ned over alt, hvad du vil. Medicin mod en aftagende himmel.
Solen i zenit. Solen i nadir
Kunstig sol: EAST
Tokamak
Solen i zenit. Solen i nadir.
THE GREAT PACIFIC GARBAGE PATCH
Sol omsat til organismer omsat til olie omsat til plastik.
Single use invictus
Evig sol i tupperware, i plastikflasker, omkring dit grønne udvalg
Omsider i årerne, i alt oceanets dyreliv, i alle myrer på jorden, i modermælken.
Plastik sol invictus
Plastics make it possible
Solen i zenit. Solen i nadir.
Okkulte nazister tilbad den sorte sol, men det var deres had der skyggede for deres udsyn.
De så ikke at den sorte sol var en stæreflok og at deres dans på himlen tildels var en strategi mod rovfugle.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Solbørn sidder i en syrisk fangelejr.
De går i menneske tøj.
Men kolde plastikhjerter vil også begrave disse i lort.
Solen i zenit. Solen i nadir.
Myceliet har fortæret sit hjerte i en kannibalistisk festmiddag.
Det skyder sine frugtlegemer i vejret hvor dansende fødder trådte.
Hekseringen har solens form og kalder sine slægtninge tilbage i branden
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Det rødmende: Et slag med flad hånd. Et ansigt under elskov. En himmel bag den kommende himmel. Skyerne og vores kinder, når vi møder en elsket. Vi slåes ihjel. Vi kan og vil ikke lade være med at dø. Blodet der søger ud. Mod lys. Mod. Lys.
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Vi ser det ske og vi behøver ikke længere bede.
Vi er ikke længere. Jeg-opløst. Vi-opløst. Dét sker.
Afbrænding. Et bål i mørke. Nu skal du se. Skær dine øjne ud.
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Utopi?:
Voks dig stor og rød
Som solens død
Slug alt på din vej.
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Såret holder solens form. Puds, betændelse, blod og skidt samles i skorpens runding. En ivrig negl kradser solen af huden og en ny kan opstå. Smagen er let metallisk.
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Sårdannelse er også en bøn
Arvæv er også en bøn
Vi er solen. Vi er det, der dør.
På den flossede himmel over vejlerne hænger stæreflokkens billede. Én for én stjæler de solens stråler få meter fra den endelige jord. Og flyver videre i dansen. Motivet er værdiløst.
Under stammedansen trampes jorden så hårdt sammen, at intet vil gro igen. Vi stjæler solens kanvas. Vi fortsætter solens død. Stjernerne er lyset mellem vores sorte vinger. Vi kan flyve.
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Og stjernen er stjernerne, og månen er alle måner.
Stille! og vi kan høre dem fløjte.
Vi er solen. Vi er det, der dør.
Efter guds død: Også at elske er en tilstand af bøn. At danse er en tilstand af bøn. At synge er en tilstand af bøn.
Vi er solen. Vi er det, der dør.Myceliet ber til intet.
Solen tier på læberne
Photo: Luna Lund Jensen